Arneis

Denne grønne drue er en klassisk piemontesisk drue. Den er nævnt i dokumenter helt tilbage fra 1400-tallet.
Den er traditionelt hjemmehørende i området Roero, som ligger i dalen, langs den gamle hovedvej fra Torino til Alba. Det er området nord for Tanarofloden som hedder Roero. Jordbunden nord for floden er sandholdig , hvilket giver lidt lettere vine end den mere kalk- og mergelholdige jord syd for floden.
Omhyggelighed i marken, kombineret med tekniske landvindinger i kælderen, har siden 70’erne givet denne, tidligere lidt upåagtede drue, et voldsomt løft i kvalitet. Dette har naturligvis medført øget popularitet og efterspørgsel, igen resulterende i en kraftig nyplantning af Arneis-stokke i området. Således er det beplantede areal steget med ca 25% i perioden 1995-2000, så der nu i området produceres mere end 3 millioner flasker “Roero Arneis” om året.
Også syd for Tanaro dyrkes der Arneis, her med klassifikationen “Langhe Arneis”. I alt ca 1 million flasker om året.
Dyrkes Arneis udenfor disse områder, må den ikke længere klassificeres som Arneis. F.eks har vi en rigtig dejlig vin på 100% Arneis fra den gode producent Duilio Dacasto i Agliano Terme med klassifikationen “Monferrato bianco”. Det er vinen nu ikke blevet ringere af.
Arneis druen har et lavt syreniveau, hvilket gør vinen let drikkelig og behagelig. Det stiller til gengæld lidt større krav til vinbonden, idet det er nødvendigt med en stram temperaturstyring under gæringen. Det er nødvendigt at gære køligt, så man undgår den Malolactiske gæring (se afsnittet om Barbera) , og det deraf følgende syretab.
Kun enkelte producenter anvender egefade i fremstillingen af Arneis vine, da fadene som oftest ikke bibringer denne vin noget positivt.
Vinene har typisk duft af citrusfrugt, æble og grøn pære. Mere eksotiske duftnoter af moden pære, blomster og honning ses ofte. Vinene på Arneis druen skal drikkes unge, dvs indenfor et par år.
Vine på Arneis egner sig fotræffeligt til det lettere køkken. Lyst kød, fisk og især skaldyr som har lidt sødme i sig selv vil være velegnede. Pas på med citrus som kan overdøve den fine/spinkle syre i Arneisvinene.
 
  
 
Er du over 18 år? Denne hjemmeside kræver at du er over 18 år.